FILM
All the President’s Men
Denne klassiker, der også er kendt som 'Alle præsidentens mænd', fortæller historien om Watergate, som stadig anses for at være USA’s største politiske skandale nogensinde. Tilbage i 70’erne vil præsident Nixon gerne genvælges, men han går ikke high, han går low-low. Det, der ligner et simpelt indbrud, viser sig at række langt ind i regeringstoppen og fører i sidste ende til Nixons fald.
Kamæleonen
Den unge kampagnemedarbejder tror på sin kandidat og hans sag og arbejder hårdt på, at han skal vinde primærvalget. Men kan man være idealist i amerikansk politik? Eller kan man ikke undgå at blive korrumperet, når skeletterne truer med at falde ud af skabet?
Thirteen Days
I starten af 60’erne var den kolde krig meget tæt på at blive rætti varm, da USA opsnappede, at der var opsat sovjetiske missiler på Cuba, altså lidt for tæt på til John F. Kennedys smag. Vi følger præsidenten og hans stab under Cubakrisen, mens de debatterer, om USA skal kaste sig ud i potentiel atomkrig eller ej. Man skal ikke finde sig i hvad som helst, men det synes næsten umuligt at komme ud af krisen uden krig og uden at tabe ansigt over for russerne.
Kongekabale
Det er ikke kun i udlandet, vi finder de spændende politiske thrillere. Denne stjernespækkede klassiker bygger på Niels Krause-Kjærs bog af samme navn. Følg en ung Anders W. Berthelsen, der som grøn journalist forsøger at afdække spin, løgn og bedrag op til et folketingsvalg.
The American President
Den danske titel 'Præsident på frierfødder' antyder, at vi har at gøre med en romantisk komedie, men der er faktisk mere på spil. Vi får indblik i lobbyisme bag kulisserne, hvordan præsidentens folk arbejder, og hvordan det lige ville foregå, hvis den amerikanske præsident skulle på date. Aaron Sorkin har skrevet manuskriptet, og filmen, som kan ses på SkyShowtime, er en slags forløber for 'The West Wing' ⬇️
SERIER
The West Wing
Den danske titel, Præsidentens mænd, er lidt misvisende, for der er faktisk også kvinder med! Den oprindelige titel på denne serieklassiker henviser til den del af Det Hvide Hus, hvor den mest magtfulde del af regeringen holder til. Vi følger præsidenten og folkene omkring ham under forhandlinger, og når de har personlige problemer. Det er ligesom Borgen, bare på amerikansk!
This England
I denne miniserie i 6 afsnit spiller en ukendelig Kenneth Branagh den britiske premierminister Boris Johnson, der forsøger at håndtere historiske oversvømmelser, et forestående brexit og ikke mindst coronapandemien med alle de genvordigheder, der følger med, når landets leder selv bliver indlagt med covid. Serien er baseret på en virkelig historie, så man ikke rigtig ved, om man skal grine eller græde.
Veep
Igennem 7 sæsoner følger vi Selina Meyer i hendes politiske karrieres op- og nedture, som sætter satirisk spot på amerikansk føderal politik. Narcissistiske og magtliderlige Selina og hendes stab af fjolser, manipulatorer og charlataner giver dig en dårlig smag i munden på den gode måde og serverer løgn, spin og manipulation på vaklende taburetter og brændende platforme.
DOKUMENTARER
The Trump Show
Amerikansk politik er blevet til et realityshow, men hvordan er det lige gået til? Dokumentarserien her ser nærmere på Donald Trump, og hvordan han har gjort op med alle forestillinger om, hvordan man er præsident, med sine erfaringer fra både erhvervsliv og reality-tv. Serien har interviews med markante personligheder omkring den kontroversielle præsident og beskriver, hvordan han har ændret præsidentembedet – og hvordan det har ændret ham.
American Dynasties: The Bush Years – Family, Duty, Power
Bush-familien har med sine to præsidenter haft stor indflydelse på det moderne USA og rummer en episk fortælling om kompleks intern dynamik, stridigheder mellem brødre, indflydelsesrige matriarker og en stærk konkurrencementalitet. Følg familien Bushs triumfer, tragedier, kampe og skandaler i denne serie, der dækker hele historien, lige fra George H.W.'s kamp om præsidentembedet og George W.'s alkoholproblemer, religiøse vækkelse og krigen i Irak. Med masser af indsigt fra dokumentarister, historikere og familiemedlemmer får vi en grundig indføring i en af USA’s mest magtfulde familier.
OUTspoken: Coming out in politics
Canadiske politikere taler om de udfordringer, der kan være forbundet med at være LGBTQ i politik, og hvor svært det kan være at springe ud over for ikke bare kolleger og politiske modstandere, men også vælgerne.
Udvalgte titler på Allente
Få adgang til masser af kvalitetsunderholdning med Allente! Vælg mellem Max, SkyShowtime, Nordisk Film+, TV2 Play, OUTflix, C More m.fl., og skift mellem dem hver måned. Du får altid 19 TV-kanaler og Viaplay Film & Serier med i købet.